Månedsarkiv: november 2010

VenøPosten for december

VenøPosten for december 2010 er netop udkommet.

Læs denne gang bl.a. om:

  • Jonas i hvalens bug
  • Et gammelt og et nyt kirkeår
  • Nyt fra energigruppen
  • Mosegrisene fortsat i aktion
  • Ideer og forslag til Venø Færgefart
  • Juletræsfest
  • Brandberedskab
  • Travlhed på havnen

Havnehusjazz

Søndag den 28. november kl. 14:00 gentager vi succesen med Havnehusjazz med gruppen ”Volley”, der består af Sofie Damgaard og drengene. De spiller dejlig stemningsfuld jazz med egen særlig nerve. De fire gymnasieelever vakte stor begejstring sidste år i et fuldt Havnehus.

Der kan købes kaffe, te eller kakao og hjemmebag.

Julestue

Der er Julestue på Jagtgården søndag den 21. november. Det igen ved at være tid til at tænke på Grundejerforeningens Julestue med mad, motion, dekorationer og intensiv hygge. Ved 11-tiden drager de energiske på travetur med kyndig vejvisning af Anders Ulfkjær, og de mest kreative kaster sig sikkert over fremstilling af adventskranse og dekorationer m.v. Ved 13-tiden serveres der frokost med alt, hvad der plejer at være. Der bliver selvfølgelig lejlighed til at afsynge diverse hymner, og ingen ønsker vel at gå glip af den traditionelle Julebingo med flotte præmier og gemen råhygge.

Foredrag med Morten Ramsland

Med sin nye roman Sumobrødre fastholder Morten Ramsland sin plads i superligaen blandt danske samtidsforfattere. Det er også denne anmelderroste roman, Morten Ramsland vil lægge mest vægt på til foredragsaftenen.

Foredraget finder sted på Venø Efterskole torsdag den 18. november kl. 19.30 og er arrangeret i et samarbejde mellem Venø Foredragsforening, Venø læsekredse og Venø Efterskole. Arrangementet er åbent for efterskolens elever, forældre, Venøboere og gæster uden for øen. Tilmelding sker på efterskolens hjemmesiden www.venoe-efterskole.dk senest den 15. november. 

Morten Ramsland debuterede med digtsamlingen “Når fuglene driver bort” i 1993, fem år senere udkom romanen Akaciedrømme, men først med slægtsromanen Hundehoved fra 2005 fik han sit store gennembrud. Den dansk-norske familiekrønike blev en umiddelbar succes og indbragte Boghandlernes gyldne Laurbær, Læsernes Bogpris samt P2 Romanprisen. Efterfølgende er Hundehoved blevet oversat til 13 sprog.

Morten Ramsland har netop vundet Danske Banks Litteraturpris på kr. 300.000 for bogen “Sumobrødre” – se http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/11/12/111906.htm

VenøPosten for november

Så er november måneds udgave af VenøPosten klar til at blive studeret her på hjemmesiden. Du kan bl.a. læse nærmere om projektet med at overdrage den gamle færge “Venøsund” til et færgelaug. Færgen, som er bygget helt tilbage i 1931, har fungeret som aften- og reservefærge indtil den nye færge blev idriftsat for et par måneder siden. Derudover kan man i bladet som sædvanligt læse mange andre spændende ting om Venø.