Månedsarkiv: februar 2012

Den som mærker at græsset gror

Søndag den 4. marts 2012 kl. 15.00 er der koncert med Venø Musikforening på Nørskov med Erik Sommer.

Erik Sommer har haft en lang karriere inden for musikken i Danmark: musikpædagog, højskolelærer, lektor i musik ved Nr. Nissum Seminarium & HF, forstander på SeniorHøjskolen i Nørre Nissum (2005-10). Desuden har han fungeret som instruktør og lærer på utallige kurser og stævner for sangglade børn og voksne. Erik Sommer har givet denne søndags koncert overskriften ”Den som mærker at græsset gror”, og der er lagt op til både fællessang og fortælling.

Efter koncerten afholdes den årlige generalforsamling. Dagsorden ifølge vedtægterne. Venø Musikforening er vært ved lidt mundgodt!

Fastelavn på Venø

Søndag den 19. februar kl. 14:00 er der fastelavnsgudstjeneste i Venø Kirke, hvor man gerne må være udklædt.

Bagefter er der på Venø Efterskole tøndeslagning, sang og bollespisning og årets kattekonge og -dronning kåres.

Foredrag på Venø: Okkult manipulation

Foredrag med Niels Krøjgaard onsdag den 8. februar kl. 19:30 på Venø Efterskole om “Okkult manipulation — en del af vores dagligdag“.

Vi bliver dagligt mødt af mange indtryk og budskaber – langt flere end vi kan forholde os til. Mange lader uhindret indtrykkene rodfæste sig, men i virkeligheden er langt fra alle budskaber “uskyldige” meddelelser. Nyreligiøse bevægelser og okkultisme er populært som aldrig før, og selvom vi som rationelt tænkende væsener ikke mener, at vi er modtagelige for påvirkning af det overnaturlige, sker det alligevel dagligt. Det er grunden til, at Niels Krøjgaard har udviklet foredraget “Findes der mere mellem himmel og jord?”.

En aften i nysgerrighedens tegn: Foredrager handler om det okkulte og det overnaturlige. Med kritiske øjne ser vi nærmere på fremgangsteologi, clairvoyance, astrologi, spådomme og andre overnaturlige fænomener. Foredraget: “Findes der mere mellem himmel og jord” forholder sig til, hvor let vi i virkeligheden lader os manipulere af uforklarlige fænomener. Både gennem sekter og okkulte personer, men også gennem tv-programmer om det overnaturlige bliver vi dagligt manipuleret med i større og mindre grad. Foredraget slutter med diskussion og debat, så deltagerne går hjem med et nuanceret billede af, hvilke konsekvenser det har, når det okkultes manipulation lykkes.

Arrangementet er åbent for alle.

Venø Bussen vinder udbud

Venø Bussen ved Knud Overgaard har vundet udbuddet om Midttrafiks buskørsel i Struer Kommune. Det drejer sig om både bybus-, lokal- og skolekørsler med i alt 11 busser. Fra køreplansskiftet den 1. juli er det Venø Bussen, der i mindst de kommende 6 år klarer kørslerne overalt i kommunen.

VenøPosten for februar

Februarudgaven af VenøPosten er udkommet.

VenøPosten indeholder denne gang artikler om bl.a.:

  • Aktiviteter i Venø Sogn
  • Venø Bussen vinder udbud
  • Ø-pedellen bliver til virkelighed
  • Udsigt til og fra Venøtårnet
  • Indkaldelse generalforsamlinger i havn, færgelaug, musikforening og børnehus
  • Nyt fra Venøsund Færgelaug
  • Nyt fra Havnehuset
  • Hallen rykker nærmere