OPVOKSET PÅ VENØ

Det gode ved at bo på Venø er en perlerække af ting, som jeg er kommet til at sætte mere og mere pris på i takt med, at jeg er blevet ældre.

Når man er opvokset op på en ø som Venø, har man sammenholdet og fællesskabet som to helt centrale værdier. Sådan må det være.

Jeg gik i dagpleje på Venø, senere begyndte jeg i Børnehuset, og da jeg blev stor nok begyndte jeg i skolen i børnehavneklasse. I min klasse var der kun fire piger – de hed alle sammen Sofie. Jeg kan huske, at vi, de omkring 12 børn, der gik på skolen, byggede huler, opfandt skøre spil, klædte os ud og legede gemmeleg til den helt store guldmedalje. Alle de andre børn og lærerne i skolen var ens familie, sådan tænkte man på dem, så tætte var de. Da jeg var lille troede jeg, at der ikke var andet uden for Venø. Der var ikke land rundt om, og når man en sjælden gang var med ens forældre i Kvickly i Struer, havde man virkelig været på udflugt til det store udland.

I dag er det selvfølgelig anderledes. Som gymnasieelev kan det være en smule besværligt med transport og de omkring 10 km, der er til Struer. Egentlig ligger muligheden for at flytte i lejlighed i Struer lige for, men jeg har alligevel valgt at blive. Grunden til det er minderne. De tætte og stærke bånd man har, til dem man altid har kendt. Trygheden, der hviler i det sted, man som lille troede var verdens navle. Og fællesskabet på Venø.

2.g er ofte stresset, og der er så meget man gerne vil, men jeg fornemmer, at når jeg sejler over med færgen og måske senere på eftermiddagen går en tur ved stranden eller tager i lektiecafé, forsvinder lidt af den travlhed, der er i byen. I dag eksisterer skolen ikke længere, men det forhindre ikke sammenholdet mellem de omkring 50 børn, der bor her. Sammen afholder vi fredagsklub, arbejdsdage, fællesmåltider og diverse andre arrangementer, der fastholder den ø-ånd, som vi alle dage har været så glade for.

Personligt har Venø givet mig en helt særlig åbenhed overfor andre mennesker. Det sociale har været så stor en faktor i hele min barndom, at jeg lige så nemt kan tale med en pige i 2. klasse, som en pige i 2.g om kærester og lektier og alt det, der hører gymnasiet til. Den åbenhed og sociale kompetence er jeg sikker på man får brug for senere i sit liv. Så vil jeg tænke tilbage på Venø og blive glad.

/Sofie Damgaard, 18 år  - VenøPosten, april 2011

DET VÆRSTE VED AT BO PÅ VENØ

Efter et sommerferie besøg i 2001, forelskede vi os i naturen, de skæve forblæste træer uden løv mod vest, lyngbakkerne, skrænterne, sten og strandene. Dyrelivet med fasaner, harer, rådyr og sælerne på Nordøen.

Vi så og købte en byggegrund på Venø. Glade fortalte vi venner, familie og kollegaer om købet og drømmen. Kun få delte vor glæde, nok mest af medlidenhed med os og vor skøre idé. Langt de fleste prøvede at forudsige det værste og alle ulemperne ved at bosætte sig på en lille ø med færgeforbindelse som livsnerve.

Vi kunne ikke se ulemperne som et problem. Trodsede alle de værste forudsigelser og byggede hus i 2004.

Vi blev mere og mere glade for Venø, som byggeriet skred frem. Venøboerne viste interesse for os og vor projekt. Det var en dejlig følelse, vi hørte til og var en del af fællesskabet, allerede inden vi flyttede til øen.

Vi blev hurtig en del af øens puls, medinddraget i alle Venøs aktiviteter og foreningsliv. Vi følte os virkelig velkomne.

Min mand blev syg og fik kun tre år på Venø. Under et svært sygdomsforløb og efter at jeg blev alene, har jeg oplevet omsorg, varme, hjælp-somhed, respekt og rummelighed. Mit netværk har aldrig været større – her føler jeg mig hjemme.

Det værste er: Tanken om ikke at kun klare hus og have, hvad så? Det er det værste ved at bo på Venø. Ønsker at jeg kan blive her.

/Ellen Hylleberg – VenøPosten, maj 2011

MIT VENØ GENNEM TIDEN…

Da vi tilbage i november 1994 flyttede til Venø, var det helt ærligt mere af nød end lyst – især set fra min vinkel! For det var Peder, der i sin tid havde købt det gamle missionshus på øen. Men da Peder fik job i Struer, var det nærliggende at bruge huset – tanken var kun for en periode, nemlig til det var solgt, for huset havde været til salg, mens vi var fattige studerende.

Vi blev også “kun” boende, indtil det blev solgt, men det var altså først pr. 1. februar 1998, og da havde vi for længst købt den grund, vi i dag bor på. For vi havde ikke boet på Tangvej ret længe, før jeg blev overtalt til at blive valgt ind i VenøBoen. Vi blev involveret i kampen for at få oprettet en efterskole, ja i det hele taget gjorde venøboerne alle på hver deres måde meget for at engagere os i alt muligt på øen, og vi blev en del af et netværk.

Vi følte os meget velkomne, fordi nøjagtig som i dag, så er/var unge mennesker i alderen mellem 20 – 30 år en mangelvare på øen. Der blev gjort et kæmpe stykke arbejde via et fantastisk sammenhold på øen for at skabe nogle attraktive rammer for børnefamilier, faktisk kunne dagplejen og Venø Børnehus slet ikke rumme succesen, så vi var desværre nogen som hver gang “tabte” og måtte starte med pasning i Struer, før der blev plads på øen!

Det var meget sammenholdet på tværs af aldersgrænser, en oprigtig interesse for at hjælpe hinanden med stort og småt i det daglige, og muligheden for at give vores børn en tryg og rolig opvækst som afgjorde, at vi blev boende på Venø. Nogle værdier, som jeg desværre ikke altid synes, vi venøboere lever op til i dag! Jeg oplever, at trenden om at være sig selv nærmest også fungerer i bedste velgående på Venø. Så jeg/vi er så glade for at have et godt netværk i form af en nabokone og et sæt reserveforældre, som gerne passer vores børn, hus, drivhus osv. – det er mere end guld værd!

En anden vigtig værdi er selvfølgelig vores dejlige natur, vi nyder at bo midt i den, at kunne være os selv og alligevel være tæt på alting. Vi kan alle godt lide at færdes rundt på øen og opleve årstidernes skiften på gåben, cykel eller med løbeskoene på.

Mange har igennem årene sagt til mig, er det ikke træls at være afhængig af færgen, så har jeg indtil al hurlumhejet med vores nye færge, altid sagt nej og ment det af hele mit hjerte, fordi med 20 min. drift, så kunne man altid tilpasse situationen. Den nye færge har fremtidssikret færgedriften, MEN den har sandelig ikke gjort det lettere at være almindelig dødelig lønmodtager med arbejde på fastlandet og tre aktive børn, som skal køres til diverse fritidsaktiviteter, børnefødselsdage, legekammerater osv. – her tæller kun fleksibilitet hele døgnet og ensartethed på hverdage og i weekend!

Som familie nyder vi specielt at være venøboere, når vi deltager i fælles arrangementer, om så det er en fastelavnsfest eller en 70 års fødselsdag, det er en kultur og atmosfære, som skal opleves og værnes om som meget vigtige værdier, set fra mit synspunkt. Vi har mulighed for at give vores børn nogle unikke oplevelser, hvor de oplever et tilhørsforhold på tværs af generationer, som ikke ses mange andre steder. Da der blev afholdt ræveregulering for nylig, så deltog Jacob sammen med Peder, men da han skulle hjem før tid, så tilbød Thorkild i en naturlig venøånd, at Jacob kunne følges med ham resten af dagen, og jeg garanterer for, at den slags oplevelser er i høj kurs hos en 14-årig dreng, som er vild med jagt. Som forældre siger vi tak til alle, som gør Venø til et lidt bedre sted at bo for såvel børn som voksne!

/Laila Mejlholm Olsen – VenøPosten, juni 2011

VENØ . . . EN GO’ LILLE Ø

Vi købte hus på Venø for otte år siden, og brugte det første halve år på en gennemgribende istandsættelse, før vi flyttede ind.

At det blev på Venø vi bosatte os, var faktisk lidt tilfældigt. Vi ville bare på landet og tæt på vand, men vi faldt for det lille gule hus på “øen”, og ikke mindst for den sjove skorsten på skuret.

Vi har bestemt ikke fortrudt, at valget blev Venø! Vi er faldet godt til, og føler os utroligt godt modtaget. Det er jo også lidt hyggeligt, at alle hilser på alle, når man kører rundt på øen. Her på øen er der også mange ting og aktiviteter, man kan deltage i, hvis man vil, men ingen ser skævt til en, hvis man har andre planer. Vi blev ellers i sin tid spået, at vi ville kede os ihjel herovre, og folk spørger stadig: “Hvad får I dog tiden til at gå med?” Men de stakler ved jo ikke bedre.

/Sonja og Sven-Helge Petersen – VenøPosten, august 2011

Ø-RO OG NEMT TIL BUS!

Sådan begrunder Anja Villadsen sin flytning til Venø med sønnen Minik og hunden Joey. De har fundet bolig på Riisvej, som gør det nemt for Minik, da Venø Bussen holder næsten lige udenfor døren, når han skal i skole i Bremdal. Minik har klassekammerater på Venø og leger dagligt med dem, ligesom han er med i Lektiecaféen om mandagen både for lektiernes og hyggens skyld.

Selv holder Anja af den afvekslende natur og den friske luft, som Venø tilbyder. Anja er flyttet hertil fra Remmer Strand, hvilket gav mulighed for hestehold, som hun er ”vild” med. Muligheden for at få hesten til Venø arbejdes der på! Anja er ”gammel” Struerbo og kender Venø fra mange ture med sine forældre, både som sejlende gæster til Venø Havn eller som naturvandrere rundt på øen.

Anja er lærer på Kongenshus Efterskole, hvilket giver skiftende vagter, men også fine muligheder for at få fornøjelse af ø-livet.

Velkommen!
/Jan Bendix – VenøPosten, maj 2012