Energimøde

Venøboerne, der har haft besøg af energirådgiveren Hans Pedersen fra NOE, får i januar mulighed for både at læse og høre om resultatet af besøget.

Det sker dels ved tilbagemelding på det skema, som forbrugerne selv har udfyldt og dels ved et møde i Havnehuset tirsdag den 18. januar kl. 19:30. Forud for mødet vil hver forbruger få returneret det udfyldte skema sammen med NOE-rådgiverens forslag til energibesparende foranstaltninger.

På mødet vil Energigruppen og Hans Pedersen vise et samlet billede af Venøs energiforbrug og gøre rede for de forslag, der er meldt ud til forbrugerne, og som kan være med til at styre mod en mere fornuftig og også billigere energianvendelse. Mødedeltagerne får derefter mulighed for at stille spørgsmål til forslag og om praktiske fremgangsmåder, når forslagene skal omsættes til virkelighed.

Da Venø i juni havde besøg af direktør Flemming Poulsen fra NOE, provokerede han forsamlingen i Havnehuset ved at påstå, at alle husejere kunne spare 15-20 % på energien!

Det kommende møde skal give nogle af idéerne til, hvordan det kan lade sig gøre. Mød op og hør, hvad du kan gøre for dig selv og for CO2-reduktionen!

Samtidig med, at den enkelte forbruger får forslag til egne løsninger, udleveres skema til en periodisk registrering af eget energiforbrug samt bro-churen: Gode el-vaner, som kan inspirere til de daglige små indsatser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *