December måned har i flere år været ensbetydende med en jule jazz koncert i Venø Musikforening. Dette år er ingen undtagelse, og der er virkelig lagt op til swingende rytmer, når de tre jazzmusikere indtager scenen på Nørskov søndag den 9. december kl. 15.00.
Espen Laub von Lillienskjold, Jacob Fischer og Daniel Franck vil gøre deres til, at vi kommer i den rette stemning, og om nogen kan, så må det være dem.
Espen Laub von Lillienskjold – trommeslager og komponist. Uddannet fra Aarhus, hvor han har spillet med Klüvers Big Band og nu er en del af Blood Sweat Drum + Bass, et 27 m/k stort ensemble. Internationalt har han gjort karriere med Matthew Herbert Big Band i England og Lillian Boutté fra New Orleans. Willy Egmose Trio, Bentzon Brotherhood, Phil Parnell 3, Burich/l’Etienne New Orleans Ensemble, Kjeld Lauritsen, Christina Dahl, Jesper Lundgaard er nogle af de musikere, som Espen har spillet/spiller med her i landet.
Guitaristen Jacob Fisher er en solist af international klasse og en af de mest efterspurgte musikere i Danmark, både i kraft af sit alsidige spil, (der spænder fra Rhythm & Blues til moderne jazz), og sin evne til både at kunne spille opfindsomme gnistrende soloer, og være en lydhør akkompagnatør. Jacob Fischer har siden 1992 været fast medlem af violinlegenden Svend Asmussens kvartet, og han har spillet med hele den danske jazz elite: Allan Botschinsky, Jesper Thilo, Finn Ziegler, Bob Rockwell og Radioens bigband. Og dertil kommer så engagementer med udenlandske stjernemusikere.
Daniel Franck spiller bas i trioen, og har erfaringer både som guitarist (hans hovedinstrument fra Det Rytmiske Musikkonservatorium) og contrabassist. Sidstnævnte bl.a. i Thomas Franck Quartet og Christina von Bülow Quartet. Som guitarist hat han sin egen trio sammen med Hugo Rasmussen og Thomas Franck.
Kom til december jazz og nyd en eftermiddag i selskab med disse tre kapaciteter.