Solnedgangsmusik 2010 i Venø Kirke
Venø Kirke danner også denne sommer ramme om musik og korte andagter ved solnedgang. Det lille aftenarrangement starter kl. 21:00 og slutter ca. 21:45, hvor man går ud i solnedgangen. Første koncert er torsdag den 1. juli, herefter hver torsdag med sidste koncert den 5. august. Aftenen starter med fællessang, læsning af den kommende søndags tekst og trosbekendelsen. Herefter følger det kunstneriske indslag. Andagten slutter med Fadervor og endnu en fællessang.

Program 2010
| Torsdag den 1. juli kl.21.00: Midsommerhistorier Ingrid Hvass, som tidligere har besøgt Venø Kirke, har fortalt historier siden midten af 1980’erne og har fra 2003 levet som professionel historiefortæller. Bl.a. kendt for sin årlige fortællefestival ”Vestjyske Fortællespor” på herregården Nørre Vosborg. Denne aftens fortællinger er om det, vi ikke sådan ser. Ved midsommer er naturens kraft på sit højeste, og da er det tid at plukke sine urter – en buket af stærke og mærkeligt smukke fortællinger. |
![]() |
| Torsdag den 8. juli kl. 21.00: Sommersammensurium Mette Stræde er kirkesanger ved Stauning Kirke og er ved at planlægge en CD med Willy Egmose. Denne aften akkompagneres hun af Jesper Rahbæk Jespersen fra Skjern Musikskole. Det bliver en aften med danske sange og salmer. |
![]() |
| Torsdag den 15. juli kl. 21.00: Singer/songwriter Nikolaj Bugge er en ung musiker på 20 år. Han har spillet guitar og sunget siden han var ganske lille. Han går på Musikalsk Grundkursus i Holstebro og spiller i flere forskellige band-konstellationer. Denne aften optræder han dog alene med sin guitar og sange fra nogle af nutidens største singer/songwriters som John Mayer og Tim Christensen. |
|
| Torsdag den 22. juli kl. 21.00: Barokkens sprøde toner En fast bestanddel ved solnedgangsmusik er Louise Bjerre-Pedersen. Normalt siddende ved orglet i Venø Kirke, men denne aften med sin blokfløjte, som er hendes hovedinstrument. Hun akkompagneres af Ole Vedel Villumsen. Det bliver bl.a. med en af barokkens store mestre, Bach. Så selv om musikken er ca. 300 år gammel, genskabes den i nuet og bliver på den måde levende og nærværende for publikum. |
![]() |
| Torsdag den 29. juli kl. 21.00: Tidlig musik Aftenens program byder på engelsk renæssancebarokmusik med sange fra Elizabeth den 1. og Shakespeares tid af komponister som William Bird, Thomas More og John Dowland, samt ballader fra Shakespeares teaterstykker. Udføres af sopranen Margrethe Ingemann Sørensen, der er opvokset i Struer og taget diplomeksamen i klassisk sang. Hun akkompagneres af Hanne Boline Jakobsen, der har kandidatuddannelse i klassisk guitar. Denne aften spiller hun desuden på lut. |
![]() |
| Torsdag den 5. august kl. 21.00: Jazzduo Det unge par Anne Bech Hald, sang og Michell Boysen, bas slutter koncertrækken med gamle jazzstandarder, fx ”Blaim it on my youth” samt nyfortolkninger af gamle viser. Anne Bech Hald går på MGK Holstebro, opvokset i Struer. |
![]() |




