I denne uge tages der hul på sommertraditionen i Venø Kirke igennem efterhånden mange år med solnedgangsmusik. Det lille aftenarrangement starter kl. 21:00 og slutter ca. 21:45, hvor man går ud i solnedgangen. Første koncert er torsdag den 1. juli, herefter hver torsdag med sidste koncert den 5. august. Aftenen starter med fællessang, læsning af den kommende søndags tekst og trosbekendelsen. Herefter følger det kunstneriske indslag. Andagten slutter med Fadervor og endnu en fællessang.
Til den første af sommerens solnedgangsmusikaftener torsdag den 1. juli kommer Ingrid Hvass på besøg. Ingrid Hvass, som tidligere har besøgt Venø Kirke, har fortalt historier siden midten af 1980’erne og har fra 2003 levet som professionel historiefortæller. Bl.a. kendt for sin årlige fortællefestival ”Vestjyske Fortællespor” på herregården Nørre Vosborg. Denne aftens fortællinger er om det, vi ikke sådan ser. Ved midsommer er naturens kraft på sit højeste, og da er det tid at plukke sine urter – en buket af stærke og mærkeligt smukke fortællinger.